2004 - 2008

Vinde Helsinge Fri og Efterskole skriver:

 

 

 

 

 

Dramaemneuge

Nu kan vi se tilbage på en veloverstået dramaemneuge, og her er et forsøg på en beskrivelse af ugens aktiviteter. 

Dramaemneugen var planlagt fra årets start, men hvordan den præcis skulle forløbe lå fra starten ikke helt fast. Vi fik i løbet af efteråret mulighed for at hyre en instruktør, og det har vi aldrig prøvet før. Alt plejer at ligge i plan lang tid før ugen, men instruktøren Michael West foreslog, at vi lavede hele arbejdet i selve ugen - ingen store forberedelser.

Mandag morgen var kun ganske få ting lagt fast. Emnet for stykket skulle være “Det eventyrlige/1001 nat”, stykket skulle være en musical, alt skulle laves af os selv og alle skulle deltage! Ugen før var grupperne blevet delt - et kostumehold, et musikhold, et scenehold og endelig et dramahold. Det er klart, at når man ikke har et manuskript, så er der meget man ikke kan gøre klar på forhånd. Det gjorde ikke ugen mindre hektisk.

Dramaholdet startede med dramalege og planlægning af karakterer. I princippet fik alle den rolle, de ville have. Stykket skulle gro ud af disse karakterer - handlingen måtte komme efterfølgende. 

Tirsdag kom der lidt mere “kød” på forestillingen, der blev arbejdet videre med karaktererne og eleverne gik sammen i hold for at skabe de enkelte scener. Der blev ikke skrevet noget ned!

Onsdag begyndte der at komme en sammenhæng i stykket og sent onsdag aften blev de enkelte scener organiseret, så man kunne se hele stykket i sammenhæng. Ved siden af skuespillerne arbejdede danseholdet, gøglerne og ninjakæmperne.

 

Torsdag var det “prøvedag” - de enkelte scener blev arbejdet igennem på scenen og torsdag aften blev stykket spillet igennem fra ende til anden for første gang. Når der ikke er skrevet noget ned, så er der frihed til improvisation, og det gør kun det hele mere spændende... 

 

Kostumeholdet havde ikke haft de store muligheder for forberedelse. Når man ikke aner hvilke roller man har, så er det også svært at købe alt ind og lave snitmønstre. Holdet kunne nok godt have tænkt sig at de enkelte karakterer var fastlagt allerede mandag, men de måtte arbejde på bestilling i halen på de aftaler, som dramaholdet lavede. Det gav ind imellem lidt “højt hår”, for mange af bestillingerne kom så sent som onsdag, så holdet fik udflugter til de lokale stofforretninger og ikke så lidt sved på panden. Der blev arbejde til sent for nogle på holdet og der var guldstof og pallietter over det hele. Det er ikke sådan at klæde over 40 skuespillere ud på 3 dage! Holdet fungerede som sminkehold, da de var færdige med kostumerne.

Musikholdet holdt fra starten af ugen til i musiklokalet. For de gutter er det jo ingen sag at køre en gang rock af, men lydbilledet skulle være ret anderledes for at passe til temaet. Ugen svingede mellem samspil og kreativt arbejde med noder og tekster. Morten var på nat-arbejde med nodepapiret for at have tid nok til at kunne øve sangene med de enkelte skuespillere. Man kunne fristes til at tyv-stjæle lidt musik fra andre stykker, men holdet med musikchefen i spidsen skrev det hele selv - det var i den rette ånd for ugen!

Sceneholdet havde så sandelig også sved på panden. Der var indhentet noget stillads og bestilt lidt udstyr hos Amtscentralen, men hvad det præcist skulle bruges til var uklart. Scenografiholdets skitser blev brugt som udgangspunkt og i løbet af mandagen kom der scene og stllads op. Lysbroen blev monteret, men holdet røg ind i lidt ekstraopgaver, da Amtscentralens lysanlæg ikke virkede og vi mistede 4 kanaler på vores eget. Scenen måtte flere gange designes om, da den skulle passes ind i dramaholdets planer. Efterhånden som ugen gik blev værkstedet et større og større kaos og adskillige udflugter til byggemarkeder, stofforretninger og lokale håndværkere blev en nødvendighed. Fra starten af ugen var arbejdet centralt styret, men det blev nødvendigt at uddelegere opgaverne til grupper af elever, der så måtte tage de nødvendige beslutninger.

Fredag formiddag var der generalprøve for friskolens elever. De var mildest talt begejstrede, og friskolelærerne - som ellers har set en del - var enige om, at det var det bedste drama, de havde set fra efterskoleholdet i mange år. Fredag aften var der premiere, og hvis vi selv skal sige det, så “sad den lige i skabet”!

Eleverne kan være pave-stolte af deres indsats... vi er ret sikre på, at forældrene var fornøjede og blev rigtig godt underholdt.

 

 

2006

 

"Der var måske engang" - dramaemneuge

 

 

 

 

Uge 45/2006 blev en forrygende uge - og absolut anderledes end en “normal” uge på efterskolen. Der var dømt dramaemneuge!
Man kan jo arbejde med drama på mange måder, og de fleste gange vil instruktøren uddele et rollehæfte og så er det bare med at komme i gang, men sådan ville vi det ikke. Målsætningen var at alle skulle have indflydelse på dramaet lige fra kostumer til handling og scenografi. Et stykke tid i forvejen havde vi fisket blandt eleverne for en overskrift eller et emne, og der var stemning for “et eller andet med middelalder og riddere”. Da vi startede mandag morgen var dette det eneste, vi vidste med sikkerhed. Vi havde hyret en professionel instruktør - Michael West - som skulle være det samlende led. I ugen op til emneugen havde eleverne skrevet sig på ugens forskellige arbejdsgrupper - drama/dans, kostume, scene/lys/kulisse, musik og PR/presse.

Mandag startede med en fælles introduktion, hvor instruktøren fortalte om alle de nødvendige dele i et drama...og så startede arbejdet i grupperne.
Drama/dansegruppen holdt til i Musiksalen, og de arbejdede fra starten slet ikke med ugens stykke, men med små dramaøvelser, udtryk og dramaleg. Scenefolket gik i gang med at sætte lysbro og stilladser op og i øvrigt lægge en plan for scenografien. Kostumeafdelingen havde nogle ideer om, hvad der skulle bruges af kostumer, så de gik i gang med arbejdet. Pressegruppen begyndte arbejdet med fotografering og nyhedsavis. Musikholdet samledes i musiklokalet. Mandag anede ingen hvad det hele skulle ende med. Mandag ved fællesmødet kl. 15.00 kunne man svagt skimte et skelet af en forestilling, men ikke mere.

 

I drama/dans arbejdede en stor flok med Ulla, Dorte Marie, Grethe og Michael West . Her fik man efterhånden delt holdet. Der blev skabt forskellige danse-/showgrupper og en skuespilsgruppe. Danserne arbejdede med at finde en idé til dansen, finde musik og lave en koreografi. Ikke nemt, når man ikke ved hvor i stykket dansen skal indgå... Arbejdet var meget selvstændigt, dansegrupperne brugte Grethe som “coach”. Dramagruppen fik uddelt en række roller, og så var det op til den enkelte at skabe en karakter. Arbejdet bestod af arbejde med en række enkeltstående scener, som først til sidst skulle bindes sammen til en forestilling. De enkeltes mere eller mindre skæve indfald indgik i arbejdet.

Kostumegruppen under kyndig ledelse af Connie og Mette fik en række “bestillinger”, og det kræver sin mand at skulle sy et fuldt prinsessekostume eller udruste en flok hekse. Der var brug for selvstændighed og kreativitet. Scenefolket delte sig i en lysgruppe og en håndværkergruppe - lysfolket kæmpede med stiger, ledninger, en enorm lysmixer, farvefiltre og et meget stort sceneareal, der skulle lysdækkes. Hertil kom diverse effekter, røg osv. Håndværkerne fik sat en scene - eller rettere to - sammen, og så var der lige alle specialbestillingerne...lav lige et kæmpe bål, der skal kunne rulle og som man kan blive trukket op af...byg to “originale” gabestokke, byg en ridderborg i etager... Rasmus og Henrik F forsøgte at koordinere løjerne.

 

Man kan skrive musik på mange måder - musikgruppens var ganske speciel. Alle akkorder blev skrevet på tavlen, og så skiftedes man til at vælge en akkord. Disse skulle så danne rygrad i et stykke musik - bandet udviklede således musikken sammen. Visse i musikgruppen var langt fra trænede i musik, men der blev knoklet med bas og andet. Leif var den samlende sjæl i musikken.
PR/pressegruppen under ledelse af Morten og Henrik D arbejdede med fotografering og video og skulle hver dag lave en vægavis med billeder og historier fra dagen. Nogle fandt ud af, at det ikke er så let at formulere en artikel - det kan godt være at man ved hvad man skal skrive, men hvordan?

Onsdag indtog dansere og skuespillere den næsten færdige scene, og hele onsdagen blev der øvet i små portioner. Torsdag var mere end almindelig hektisk. Alt skulle nu falde på plads - de sidste ting skulle bankes sammen, sys, øves og samles. Lysfolkene havde arbejdet med lyssætningen til midnat onsdag, og hele dagen blev stykkets enkelte dele arbejdet igennem. Om eftermiddagen blev hele stykket kørt igennem næsten kronologisk - en lang proces. Først torsdag 21.30 kunne vi efter en bid brød spille stykket helt igennem uden afbrydelse. Først lidt før midnat kunne alle gå i dynerne - klar til fredagens forestilling.

Man siger at en skidt generalprøve giver en god premiere men en god generalprøve giver en fantastisk premiere. Generalprøven for friskolens elever fredag formiddag gik fremragende. Der var nogle småting, der lige skulle rettes til, men skuespil, dans og lys kørte godt. Resten af dagen gik med smårettelser, så alt var klar til premieren.

 

Halvdelen af en dramasucces er et godt og modtageligt publikum, og vi havde et super-publikum. De så ud til at more sig, selv over en konfettibombe, der bare ikke ville virke!
Jeg tør godt sige, at eleverne var stolte af deres produkt, og selvom selve arbejdsprocessen var det vigtigste, så må man sige at produktet - forestillingen - bare var super. Flot show, humor, sang, rap, imponerende kostumer og en farverig scenografi. Eleverne har efterfølgende fået stor ros for deres engagement og arbejdsindsats i ugen. På tirsdagens evaluering udtrykte eleverne stor tilfredshed med ugen.

Ugens kommentar var, da en af kostumepigerne sagde, at efter den uge havde hun fundet ud af, at udtrykket “at tabe tråden” så sandelig har flere betydninger. Man kan vel kun tilføje, at det gør ingenting at man taber tråden engang imellem, hvis bare man får fat i den igen.

 

 

 

Dramaemneuge 08



Man starter altid med begyndelsen, men denne gang starter vi bagfra - med resultatet. Det var en fremragende forestilling, masser af elever på scenen, flot scene og lys, super-band og god musik, flot sminke og kostumer - det var bare, som det skulle være. Eleverne var stolte og med rette. Generalprøven om formiddagen gik OK, men en del kunne rettes til...det er jo derfor, at man har generalprøver.

Og så tilbage, tilbage til målsætningen og starten. Mandag morgen stod vi der. Vi havde delt os i grupper efter interesse, og vi havde sammen med instruktøren Michael West besluttet et emne - Chicago i 20’erne. Ellers var der intet...

Kort introduktion og derefter ud i grupperne. Og her kommer hele målsætningen, for modsat hvad man ellers gør og hvad de unge ellers er vant til, så var det helt og aldeles deres forestilling. Dramagruppen legede dramalege og kredsede sig ind på en række karakterer, og dem fik den enkelte elev eller gruppe så lov at udvikle. Scenegruppen måtte selv finde ud af, hvordan de ville beskrive 20’ernes Chicago i scene og lys, musikgruppen skulle til at skrive musik og tekster til nogle karakterer, som egentlig ikke var lavet endnu, dansegruppen måtte finde ud af, hvor showdansen kunne passe ind i temaet og kostumefolkene måtte gå i gang uden helt at vide, hvor det endte. En særdeles kreativ og dynamisk proces, men også til tider stærkt forvirrende. Når man stod og kiggede på eleverne fredag aften var der ingen tvivl om, at det var DERES forestilling - de ejede den, og så kunne man da kun være glad. Det gjaldt for os i arbejdet nemlig om, at den enkelte følte ejerskab i helheden. At man tog opgaven på sig, at man selv tog beslutningerne og førte dem ud i livet. Og sådan blev det!

Ingen tvivl, vi kunne sagtens have lavet en storslået opførelse af Romeo og Julie eller en anden klassiker, men det var aldrig blevet det samme. Vi kunne på dramaholdet have startet processen lang tid før, men så havde det ikke været så intenst og nervepirrende. Vi kunne godt have “fundet” plottet i forestillingen allerede om mandagen, men det gjorde det hele lidt mere spændende, at man først om torsdagen helt forstod, hvad historien i stykket egentlig var - den var opstået ud af alle de små arbejder.

Der var stor ros til eleverne for arbejdet, og evalueringen af ugen var yderst positiv. Når man både opnår, at processen kører og resultatet bliver flot, så er der jo heller ingen grund til at klage. Tusind tak til familie og venner, der bakkede op om de unge - det var flot, at så mange mødte frem. Det gav lige det sidste!