Østerild Stadscirkus gav gallaforestilling i hjembyen

Gammel kærlighed ruster ikke

Efter en verdensturne´ gennem 6 kontinenter, hvor tusindvis af begejstrede tilskuere har set artisteri i verdensklasse, gav Østerild Stadscirkus 4. juli en gallaforestilling i hjembyen, hvor det hele startede for mange år siden.

Allerede for flere måneder siden var forestillingen udsolgt. Den var presset ind mellem forestillinger i Rom og Paris. Pressen måtte på grund af  det store billetsalg nøjes med følge prøverne dagen før – for selv om man er verdensstjerne, skal der trænes hver dag.

– Aldrig har vi optrådt med så store stjerner, udtaler de to. – Det er topprofessionelle folk, vi har med at gøre. Artister i en klasse verden ikke ser hver dag. Utroligt at så lille en by har så mange stjerner.

-Tag nu ”Stærke Yrsa” for eksempel. Hun har så mange kræfter, at Mike Tyson ville løbe skrigende bort, hvis han mødte hende.

-eller fakirdamen Miss Y, der hver dag tager en times middagssøvn på sit sømtæppe.

Fra det russiske statscirkus har man lånt Miss Zarina, der har begejstret alverdens publikum med sine jonglørnumre.

-Godt I nåede det, siger direktør Jan Schou til artistgruppen Circling Plates, der kom direkte med fly fra London, hvor de havde optrådt i et af Englands mest populære underholdnings- programmer på BBC.

Gallaforestillingen i Østerild blev en dundrende succes. Stolte Østerild-borgere kunne se byens stjerner optræde i cirkusteltet. Efter mange fremkaldelser pakkede cirkus sammen før næste forestilling på  Place de la Concorde i Paris.

Østerild Stadscirkus blev grundlagt en julidag i året 2002. Hunstrup-Østerild Borgerforening og Mødestedet havde i længere tid spekuleret over, hvilket bidrag de skulle komme med til sommeraktiviteterne i Thisted Kommune. Efter mange forgæves møder, hvor man ikke kom ud af stedet, rejste et lyst hoved sig en dag op og sagde ”Cirkus” – ”Cirkus”, gentog alle de andre mødedeltagere, og sådan blev det.

 

Rigtig mange børn ville gerne være cirkusartister, men der var kun plads til 50.

I begyndelsen var det ”Et værre cirkus”, men de to nyansatte direktører Jan og Michael var godt et par klovne, men de fik hurtigt sat skik på tingene og til den første forestilling for børnenes forældre, var teltet nær fløjet væk på grund af publikums begejstring. De var alle klar over, at de havde været vidne til noget stort. Et nyt verdenscirkus var født.

 

 

Alvorlig talt

Nu er et cirkus – et andet alvor, eller også er det omvendt. De 50 børn, der deltog i cirkussommeraktiviteten i Østerild havde to rigtig gode dage. De, der ville, kunne overnatte på sportspladsen i egne telte. Det var ikke alene Østerilds egne børn, der deltog. En snes stykker udefra havde også fået lov til at deltage i sommerløjerne.

Blandt dem Camilla og Karoline fra nabobyen Vesløs. Camilla går i 6. klasse og Karoline i 3. klasse. De deler et lille 2-mandstelt. Begge er begejstrede over Cirkusaktiviteterne I Østerild, der blot er begyndelsen på en travl sommer for dem begge. Camilla skal med sin mor og lillesøster på en tur til Livø nogle dage og familien på Fyn skal også have besøg. For Karoline bliver det også til lidt arbejdsferie. Farmor og Farfar skal have lidt hjælp med landbruget i Arup. Begge piger skal også en tur til et børnenes favoritsteder Fårup Sommerland – Det vil sige, kommer Benneweis eller Cirkus Dannebrog og lægger en kontrakt på bordet, kan sommerens planer selvfølgelig ændres.

 

Man kan optræde både med og uden sikkerheds net. De to ”gøglere” Jan Schou og Michael West har smidt deres erhvervsmæssige sikkerhedsnet væk  og lever af gøgleriet. Til Østerild-projektet har de fusioneret til et firma. Til daglig kører de hver deres.

 

Århusianeren Jan Schou tager tingene forbløffende roligt.  De 5o børn han har mødt for et par timer siden skal opføre en forestilling dagen efter. En situation, der nok kunne få enhver anden voksen til at løbe skrigende og stresset bort – men ikke Jan Schou – Han har stået i situationen masser af gange før. Når en skole eller en forening står overfor et stort projekt, kan man hente hjælp hos ham som instruktør eller vejleder. Har du været i Legoland, Tivoli Friheden eller Djurs Sommerland, har du muligvis også truffet ham. Her har han skiftevis været  fast engageret de sidste tre somre.

På adressen www.goglerskolen.dk under booking kan du finde lidt om. Jan Schou. – hvad enten du vil se ham som klovn, rockeren Ib, klovnen Showie eller cowboyen Hurtig Henning. Hvis det er en ”hovedpinekarl” til et arrangement som bryllup, cabaret, polterabend eller musicals, du har brug for, kan han også hjælpe dig.
 

Michael West  fra Hobro optræder også med de samme ting som Jan Schou. Du kan træffe ham som Westus Verdensfjern – tusindkunstneren, der optræder både på gade-, gulv- og glideplan. Du kan træffe ham som festmusiker både solo og som medlem af bandet ”Højt til Loftet” – Også han vil være en god ”forstærkning” ved teaterprojekter og lignende. Besøg Michael West på www.michaelwest.dk

 

   

Østerild-projektet er blot et i en lang række af sommerprojekter. Sommeren er den travle tid. Det er her pengene skal tjenes. I Østerild er der sikkerhedsnet. Jan og Michael optræder som børnenes kunstneriske sikkerhedsnet. De kan altid redde situationen. Arbejdet med børn er utrolig spændende. – Det er godt, det du gør der. Med sådan en start er man altid godt på vej. De 50 børn i Østerild sad med åben mund, når de to østjyske gøglere gav tricks fra sig. Inspiration og vejledning til børnene, men inspirationen går også den anden vej. Børn er gode til at finde på og give numrene deres egen drejning. 

Til slut en lille ros til Nordthy-børnene. -Børnene her er utrolig velopdragne, mener de to cirkusdirektører.

Arrangementet gik ikke stille af. Foruden forestillingen var der et festligt cirkusoptog gennem byen.

 

I Nationalmuseets arkiver

I Nationalmuseets arkiver har vi fundet disse enestående historiske billeder fra de første prøver i sommeren 2002. Cirkuselskere vil kunne genkende senere så kendte navne som ”Stylting Girls” – ”De tre Kegler, klovnerne August og Chico,samt mange af de folk, der senere har sat deres præg på cirkushistorien.

/TS

 

     

 

 

     
     

Denne side er en del af Thyweb.dk.